Mediegigant køber dansk techsucces – næste skridt er udlandet

11. maj 2018 |

Den internationale medievirksomhed Bonnier Business to Business har lavet et fuldt opkøb af den danske techsucces Clio Online, der på få år har skabt eksponentiel vækst og etableret sig som markedsleder i digitale læremidler. Med det endelige opkøb står mediekoncernen nu som eneejer af Clio Online, som de har ejet majoriteten af siden 2015.

Clio Online fik sin spæde start i et it-start-up-miljø på Københavns Universitet på Amager i 2006, og er på 12 år gået fra at være en god ide til at være en massiv succes. I dag har Clio Online en stor kundekreds i både Sverige og Danmark. Herhjemme har det digitale forlag bredt sig til hele 90 procent af landets grundskoler og har i dag en årlig omsætning på over 100 millioner kroner.

Clio Onlines succes på det danske marked har vakt opsigt hos det internationale forlag Bonnier Business to Business, der nu har lavet et endeligt opkøb af det digitale forlag. I marts 2015 solgte stifterne af Clio Online majoriteten af virksomheden til netop Bonnier Business to Business – et datterselskab til den svenskejet mediekoncern Bonnier AB. Med mediekoncernens opkøb af den resterende andel bliver de dermed eneejere af Clio Online.

”Clio Online har udviklet sig til en af de mest anvendte og innovative digitale services, der findes på markedet indenfor digitale læremidler. Den udvikling har vi alle intentioner om at fortsætte i takt med, at digitaliseringen af skoleverdenen øges i andre lande,” siger Karmo Kaas-Lutsberg, der er direktør for Bonnier Business to Business.

De tre grundlæggere stopper

Siden de tre kompagnoner Lasse Guldsborg, Janus Benn Sørensen og Louise Herping Ellegaard stiftede Clio Online har de sammen ledt virksomheden igennem en eksponentiel vækst. Forlaget er blevet kåret som Børsen Gazelle fire år i træk, og i dag har virksomheden lanceret næsten 100 læringsportaler og quizprodukter med blandt andet tekster, undervisningsaktiviteter og utallige interaktive funktioner.

Med Bonnier Business to Business’ opkøb fratræder de tre grundlæggere forlaget, som de har stået i spidsen for i 12 år.

”Da vi sad på KUA og gjorde os de første konkrete tanker om Historiefaget.dk, som var Clio Onlines første produkt, havde vi ikke i vores vildeste fantasi troet, at vi ville skabe så en stor succes,” siger Louise Herping Ellegaard, der er en af Clio Onlines tre fratrædende direktører og grundlæggere.

”Vi er stolte af den virksomhed, vi har grundlagt og af den udvikling, vi har været med til at facilitere i danske og svenske grundskoler. For os er det naturligvis en mærkelig følelse at sige farvel til vores hjertebarn, men vi er også spændte på at kaste os over nye projekter,” siger Louise Herping Ellegaard.

Tidligere Google-direktør skal eksportere succes til nye lande

I forbindelse med opkøbet får Clio Online ny direktør. Valget er her faldet på den tidligere direktør for små- og mellemstore virksomheder i Nordeuropa hos Google, Jesper Eiby Christoffersen.

”Jesper Eiby Christoffersen kommer med stor erfaring, når det kommer til at sætte en digital dagsorden og skabe vækst fra hans tid ved Google. Han er en yderst kompetent og ambitiøs leder, der vil være i stand til at tage Clio Online fra en nordisk markedsleder til en global succes,” siger Karmo Kaas-Lutsberg fra Bonnier Business to Business.

Han skal nu lede de mere end 200 ansatte hos Clio Online. Selv glæder Jesper Eiby Christoffersen sig meget til at sætte sit præg på forlaget, som nu skal igennem en ny udvikling:

”Clio Online er en spændende virksomhed, som har skabt det danske marked for digitale læremidler. Det er samtidig en virksomhed med et kæmpe potentiale. Selv om vi i Norden er med helt fremme i forhold til at udnytte digitale indholdstjenester til at motivere eleverne og øge indlæringen, er der fortsat et kæmpe potentiale, som vi ikke har forløst endnu. Det står øverst på min agenda, siger Jesper Eiby Christoffersen og fortsætter:

”Det er samtidig et helt naturligt næste skridt for virksomheden, at vi skal i gang med at introducere de mange muligheder og fordele, som Clio Onlines services rummer for elever og lærere i nye markeder.”

Clio Online er lige nu etableret i både Sverige og Danmark. Beløbet for Bonnier Business to Business’ opkøb af Clio Online offentliggøres ikke.

Om Clio Online

  • Clio Online er Danmarks største digitale undervisningsforlag og udvikler digitale læremidler til grundskoler.
  • 90 procent af alle Danmarks grundskoler har et årligt abonnement på én eller flere af Clio Onlines læringsportaler.
  • Clio Online har lanceret 53 læringsportaler og 44 quizsystemer til undervisningsbrug i alt fra dansk og biologi til idræt og madkundskab.
  • Blev stiftet af Louise Herping Ellegaard, Janus Benn Sørensen og Lasse Guldsborg.
  • i 2015 opkøbte Bonnier Business to Business majoriteten af Clio Online.
  • Havde i 2016 en nettoomsætning på 94 mio. kr.
  • Clio Online blev kåret som Børsen Gazelle i 2012, 2013, 2014 og 2015.
  • Beskæftiger i dag over 200 medarbejdere i Danmark, Sverige og Ukraine.

Om Bonnier Business to Business

Bonnier Business to Business er en virksomhed, der i dag opererer i ti lande med fokus på erhvervsmedier og nicheprodukter for erhvervslivet inklusive en lang række e-learning og vidensprodukter. Bonnier Business to Business er en del af den internationale mediegruppe, Bonnier, der har hovedkvarter i Sverige. Bonnier er tilstede i 16 lande og har over 8.000 ansatte. Virksomheden er ejet af Bonnier-familien på syvende generation.