Læsning i dansk – hvilket værk skal du vælge?

25. feb 2020 | Malene L. Jørgensen

Ofte hører vi om, at læselysten er dalende blandt de unge. Samtidig er læsning en hjørnesten i mange af vores fag. Så hvad gør du som underviser, når den fx skal stå på læsning i dansk? Det forsøger jeg her at guide dig til.

Læsning i dansk? I min skoletid læste jeg “Fiskerne” af Hans Kirk som værklæsning i klassen. Det var vel omkring 7. klasse. Jeg husker bogen som meget lang og tør og har ikke siden læst bøger af Hans Kirk. Troende vesterhavsfiskere var ikke den åbenbare identifikationsmulighed for en 13-årig teenager!

Men skal litteraturen ikke netop åbne øjnene for andre miljøer, tidsepoker og mennesker og skabe indsigt og udsyn?

De værker, eleverne læser i skolen, er måske også de eneste bøger, de læser – så derfor er det ekstra vigtigt, at de værker fanger og fænger. Især hvis formålet også er at skabe læselyst!

Dette er nogle af de overvejelser, der er med, når jeg med mit team vurderer, hvilke værker vi skal udvikle forløb til på Danskfaget. For der er ikke noget, vi hellere vil, end at fænge eleverne og give dem gode læseoplevelser.

Herunder har jeg samlet idéer til litteraturarbejdet, og hvilke værker du kan læse med din klasse. Jeg har opdelt værkerne i fire kategorier, som jeg synes kan noget særligt hver især.

1. Identifikation og indlevelse

Muligheden for identifikation har uden tvivl betydning for, om en bog fanger og fænger. Hvis eleverne kan leve sig ind i hovedpersonens liv eller genkende temaer fra deres eget liv, er der stor mulighed for, at læselysten vækkes – for det kan være rart at erfare, at andre har oplevet eller følt det samme som en selv. I litteratursamtalen i klassen kan du også understøtte indlevelsen, fx ved at drøfte karakterernes handlinger og handlemuligheder, og lade eleverne perspektivere til egne erfaringer. Forslag til værker:

  • Billedbogen Historien om Ib Madsen af Mette Eike Neerlin og Rasmus Bregnhøj skildrer, hvordan det er at være uden for klassefællesskabet. Arbejd med bogen i forløbet her til 3. klasse.
  • Romanen To plus to er Koko af Mette Vedsø skildrer pigen Kokos længsel efter at have en normal familie, efter Kokos mor har forladt familien. Arbejd med romanen i forløbet her, der er målrettet 4. klasse.
  • Romanen Hjerte i vente af Camilla Wandahl skildrer hovedpersonen Grys teenageliv, der pludselig bliver fyldt med bekymringer over lillesøsterens hjerteproblemer. Forløbet er til 6.-7. klasse.

2. Udsyn til verden

Som du ved, er en skøn ting ved litteratur, at det også kan skabe udsyn – bl.a. til andre historiske tidspunkter, levevilkår i andre verdensdele eller miljøer. Lad eleverne arbejde meddigtende som led i fortolkningen. De kan fx illustrere centrale situationer, skrive et brev til eller fra en af karaktererne, lave et tableau vivant eller skrive videre på et kapitel. At eleverne er meddigtende, skaber plads til deres forskellige fortolkninger. Forslag til værker:

  • I Morten Dürr og Lars Hornemanns graphic novel Zenobia følger læseren Amina, der flygter fra krigen i Syrien. Arbejd med bogen i forløbet, som er målrettet 6.-7. klasse.
  • Den historiske roman Med ilden i ryggen af Martin Pedersen følger den tyske dreng Klaus og hans flugt fra Tyskland til Danmark i slutningen af 2. verdenskrig. Forløbet til romanen findes her og er til 7. klasse.
  • I Jakob Ejersbos Eksil er hovedpersonen engelske Samantha. Læseren følger hendes opvækst og ungdomsliv – fanget mellem to kulturer i Tanzania. Forløbet er målrettet 9. klasse.

3. Spænding og uhygge

En god bog er en spændende bog. En, hvor du bare må læse videre og finde ud af, hvordan det hele ender. Lad eleverne arbejde undersøgende med litteraturen ved fx at undersøge sammenhængen mellem tekst og billeder, at tale om deres forskellige læseoplevelser eller at gå på opdagelse i karakterernes relationer. Forslag til værker:

  • Heksens hus er en bog i serien om detektiven Filip M. Lund. I forløbet her til 2.-3. klasse kan I læse bogen med eller uden Læsemotoren.
  • I Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel er der spænding fra første til sidste side. Det er en graphic novel om skæbne og identitet. Forløbet om den er målrettet 6.-7. klasse.
  • Lene Kaaberbøls fantastiske roman Skammerens datter er både filmatiseret og sat op som teater. Forløbet her er til 5. klasse.

4. Den gode ungdomsroman

Ungdomsromanen er en klassiker. Og med god grund. Den har ofte fat i temaer som skildringen af den første forelskelse, de tætte venskaber, forvirring og fester. Bratte brud og fortvivlelse, løsrivelse og lykkerus, op- og nedture. Her kan det hjælpe på motivationen til at læse, at man lader eleverne arbejde undersøgende og fortolkende, mens de læser. Det kan også støtte læseforståelsen at læse med et bestemt fokus, fx på bestemte karakterers relationer eller individuelle udvikling. Forslag til værker:

  • Tag gaden tilbage er skrevet af Sanne Munk Jensen og Sarah Engel. Hovedpersonen Polly går på gymnasiet i Hjørring, og det har åbnet en verden af fest og farver, men pludselig ramler det hele, da Polly bliver udsat for slutshaming. Forløbet er målrettet 9. klasse.
  • Dig og mig ved daggry er skrevet af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved. Det er en dramatisk kærlighedshistorie om Liam og Louise, der fanges i et spil om penge og stoffer. Forløbet er målrettet 10. klasse.

Lær eleverne at gennemskue reklamer med Morten Münster

12. dec 2019 Vores populære forløb "Social Star" har fået en makeover! Morten Münster er med ombord, når eleverne skal lære at gennemskue reklamer, og forløbet er opdateret, så det er lettere at gennemskue for dig. Og så er det naturligvis stadig helt gratis at bruge i undervisningen! Læs mere

Hvor blev læselysten af?

11. okt 2019 Flere undersøgelser peger på, at der bliver færre læseheste – især blandt børn og unge. Har vi glemt at sadle om med de unge, og hvad skal der til, for at litteraturen kan blive lige så interessant som Netflix? Læs mere

17 spritnye forløb på Danskfaget

13. nov 2019 Dansk er en verden af muligheder! Og ingen klasse eller dansklærer er ens. Derfor har vi gjort os umage for at udvikle en bred vifte af nye forløb til enhver smag i dansk! Læs mere