Derfor viser vi ikke Muhammedtegningerne på Clio

16. sep 2021 | Ditte C. Jensen

Debatten om, hvorvidt vi skal gøre Muhammedtegningerne til obligatorisk indhold i folkeskolen, er igen blusset op. Clios redaktionschef, Ditte Christiane Jensen, spørger, hvad det egentlig er, vi løser, ved at gøre tegningerne til obligatorisk indhold. Hun peger også på, hvordan man som lærer sagtens kan arbejde med alle de omkringliggende problematikker uden at vise tegningerne i klassen.

Den 18. oktober 2020 gik mange tusinder franskmænd på gaden i Paris for at mindes Samuel Paty, der blev dræbt for at have vist sine elever karikaturtegninger af profeten Muhammed.


Debatten om, hvorvidt vi skal gøre Muhammedtegningerne til obligatorisk indhold i folkeskolen, blusser med jævne mellemrum op. Lige nu flyver gnisterne igen, fordi Pia Olsen Dyhr på SF’s landsmøde bød undervisningsmateriale, der viser de omdiskuterede tegninger, velkommen. Men inden vi tager den beslutning, mener jeg, vi bør spørge os selv, hvad formålet med at gøre indholdet obligatorisk egentlig er.

Argumentet har hidtil været, at vi skal hjælpe lærerne, som helt naturligt føler sig udsatte efter mordet på den franske lærer Samuel Paty sidste år. Men er det en reel håndsrækning til lærerne i klassen, eller er det udtryk for, hvor langt den politiske agenda får lov til at rykke ind i de danske klasseværelser?

I sidste ende er det lærerne, der står i klassen og skal formidle det obligatoriske indhold, der står for skud, og spørgsmålet er, om de reelt føler sig hjulpet ved at vise tegninger, der fik en fransk lærer myrdet, blot fordi de nu er gjort obligatoriske. Et andet væsentligt spørgsmål er, hvad vi vil opnå med at gøre tegningerne til obligatorisk indhold, og hvordan det i praksis vil se ud i klasseværelserne rundt omkring i landet.

I Danmark har vi bygget en folkeskole på åndsfrihed, ligeværd og demokrati, og selvom skolen ofte får tæv for ikke at være tilstrækkelig, er netop grundlaget for at drive skole noget, vi bestemt kan være stolte af i Danmark. Lærerne har metodefrihed og kan selv vælge, hvordan de med deres undervisning sigter mod de fælles målsætninger for skolen og fagene.

Netop med formålsparagraffen i ryggen har vi på Clio truffet valget om ikke at gengive Muhammedtegningerne i vores materiale – endnu i hvert fald. 

Som lærer kan man sagtens undervise i emnet og finde masser af materiale om det, fx tekster og aktiviteter om religiøse billedforbud, Muhammedkrisen og alle de spørgsmål og problemstillinger, som tegningerne har udløst. 

Vores valg om ikke at undervise i, men om Muhammedtegningerne bygger på visionen om at åbne for dialog i klasserummet og skabe en samtale, som bygger på respekt og ligeværd og ikke at ekskludere nogen fra læringsfællesskabet ved at smide tegningerne på storskærm i klassen. Vi har vurderet, at der ikke er noget fagligt indhold, der går tabt, ved ikke at vise tegningerne, da diskussionen om dem er langt mere interessant end selve tegningernes visuelle udtryk.

Muhammedtegningerne er endnu ikke obligatorisk indhold, og spørgsmålet er, om de skal blive det. Mener man, at Muhammedtegningerne er afgørende indhold på linje med Steen Steensen Blicher og Karen Blixen fra vores litteraturkanon? Eller er det de problemstillinger, der er udløst af tegningerne, og samtalerne og diskussionen om problemstillingerne, der er centrale? Jeg mener det sidste og synes i den grad, at vi skal tage diskussionen om, hvilken agenda der er på spil i ønsket om at gøre tegningerne til obligatorisk indhold. Og den diskussion bør vi tage, inden vi beder alle lærere om at smide tegningerne på skærmen i klassen.

Ditte Christiane Jensen, Redaktionschef i Clio.

Lær mere om Clios digitale læremidler

6 grunde til, at du bør du sige "ja" til digitale læremidler

11. maj 2021 Du husker sikkert følelsen af din tunge skoletaske på ryggen, propfyldt med faglitteratur og en enkelt skønlitterær roman, som du så frem til at læse i frikvarteret. I dag vejer skoletaskerne det halve. Særligt fordi mange af læremidlerne er blevet digitale. Men en lettere skoletaske er ikke den eneste grund til, at Danmark er langt foran sine nabolande, når det gælder digital læringsteknologi. Vi gør dig opmærksom på seks fordele ved digitale læremidler for dig og dine elever. Læs mere

Nyt materiale i samarbejde med Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH)

25. aug 2021 Unge med kognitive funktionsnedsættelser har større risiko for at blive udsat for eller selv begå seksuelle overgreb, fordi de ofte ved for lidt om seksualitet. Med udgangspunkt i web-appen LigeLyst har Clio og SUMH lavet det gratis undervisningsmateriale "Sund sex – lige lyst", der gør det nemt for de unge selv at skaffe sig viden i øjenhøjde. Læs mere

Den årlige markedsundersøgelse af digitale læremidler 2021

27. maj 2021 Markedsundersøgelsen, som er lavet for sjette år i træk, er ligesom sidste år gennemført af Analyse Danmark på vegne af Clio. Undersøgelsen giver et indblik i skolernes arbejde med digitale læremidler og teknologi under coronakrisen. Brugen af digitale læremidler er stigende, og især aktualiteten i det digitale materiale er en stor fordel ifølge lærere og skoleledere. Læs mere